El Cerro Chirripó

Mandag ankom vi til San Gerardo, en lille landsby lige op af Cerro Chirripó National Park, omkring kl. 16:00. Vi stod af bussen lige i starten af landsbyen for at registrerer os ved deres Park Office. Vores plan for de næste par dage var en hike op til Costa Ricas højeste punkt Cerro Chirripó (3820m). Vi ville starte tidligt den efterfølgende morgen, hike de hhv. 14 km. til et base lodge, overnatte der og tage de sidste 5 km til toppen til solopgang dagen efter. Det skulle vise sig, at vi ikke var de eneste der havde den plan..

Da det langt om længe blev vores tur blev vi noget skuffede over, ja alting. Først og fremmest var ovarnatningsstedet, Base Lodge, fuldt booket den efterfølgende dag og de næste 1,5 måned frem. Dette på trods af vi havde læst os til, at de reserverer 10 pladser per nat til rejsende der skulle dukke op ved Park Office og var klar til at hike den efterfølgende dag. Dette gjaldt ikke længere. Derudover skulle entré gebyret til National Parken betales hos en bank – og den nærmeste bank lå i San Isidro, hvor vi netop var ankommet fra, 1,5 time væk…

Vi havde i køen stået og snakket med en canadisk pige, som havde samme information som os, og nu også var noget frustreret. Hun blev hurtig enig med sig selv om, at hun skulle hike Cerro Chirripó og ikke havde tid eller lyst til en tur tilbage til San Isidro først, så hun spurgte om vi var friske på at starte hiken midt om natten, så vi kunne nå toppen til solopgang. Hun havde mødt en på hendes rejse, der havde gjort det samme og sagde der hverken var vagt eller port til parken. Jacob og jeg kiggede hurtigt på hinanden og var enige om, at det ikke lød som verdens dårligste idé. Så det blev så vores nye plan – at starte ved midnat og klare de hhv. 42 km hike på én dag).

Caroline, den canadiske pige, Jacob og jeg fandt et super lækkert værelse på et hotel med eget badeværelse til rigtig gode penge, så det kunne vi ikke takke nej til. Vi fik oven i købet lov til at låne køkkenet til selv at lave noget aftensmad og så hoppede vi ellers i seng kl. 19.

Klokken 23:45 ringede alarmen, og selvom trætheden meldte sig så blev den alligevel overskygget af spænding og en smule nervøsitet. De næste 18,5 time skulle vise sig at være det hårdeste og mest udmattende både Jacob og jeg nogensinde har udsat os selv for!

Gejsten var høj og de første 9,5 km gik forholdsvist let. Alligevel tog det os 3 timer, men med en elevation på 1000 meter virkede det ganske okay (På daværende tidspunkt kl. 03:00). Herefter blev der skruet op for sværhedsgraden og de næste 7 km til Base Lodge virkede som en uendelighed og ville ingen ende tage. Kræfterne begyndte meget hurtigt at slippe op og jeg, Pernille, var tæt på at give op – rigtig mange gange! Det havde jeg med garanti også gjort, hvis ikke det var fordi jeg havde sådan en motivende – og stædig – kæreste, haha. Så det lykkedes! Vi nåede det langt fra til solopgang, men den var nu alligevel smuk fra hvor vi var.

Kl. 10:30 stod vi 800 meter fra toppen af Cerro Chirrirpó. Det havde taget os 10,5 time at nå til 3700 m., altså en elevation på 2400 meter fra vores start punkt ekskl. 1400 meters fald og stigning på ruten. Vi var alle udmattede og med en yderligere elevation på 120 meter på de sidste 800 meter kunne vi simpelthen ikke mere. Højden var også gået hen og blevet problematisk, hvilket var skyld i besvær med ordentlig vejrtrækning, træthed og kvalme. Vi valgte derfor at være sindssygt stolte og fuldt ud tilfreds med hvad vi havde opnået! På billedet nedenfor kan i se hvordan de sidste 800 meter så ud og måske nok forstå vores beslutning. Vi havde stadig en fantastisk udsigt fra de 3700 meter, skyfri himmel og høj solskin.

Omkring klokken 11 begyndte vi så vores tur ned af igen med en smule fornyet energi efter frokost og med tanken om et koldt bad og en blød seng tilbage på hostlet.

Turen ned startede rigitg godt men skulle vise sig at blive 7,5 lange lange timer! Omkring 10 km skiltet begynder det at gå op for os alle, at de her kilometer unægtelig virker længere end 1000 meter. For sjov skyld prøver vi at holde øje med kilometertælleren på telefonen fra kilometer til kilometer. Her viser det sig at de klaphatte der var talt ruten op, har skiltet den per mil aå at hver kilometer angivelse altså i virkeligheden er 1,6 km… Pludselig gav både de ekstremt ømme ben, knæ, tæer, vores langsomme tid per kilometer og så meget mere mening.

Vi endte med at være tilbage på hostlet klokken 18:30. Aldrig i mit liv har jeg haft så ondt i fødder, knæ og tæer, følt mig så udmattet men også været super stolt og tilfreds på samme tid – jeg ved at nøjagtig det samme gælder for Jacob. Det havde næsten været lettere at kravle ned af bjerget til sidst, så færdige var vi.

18,5 time, 52 kilometer og 7400 meters højde forskel senere åd vi os mætte i pizza og gik ud som et lys kort derefter. Nu også med en forståelse for, hvorfor de ikke anbefaler man gør hele hiken på én dag ;-).

/ Jacob og Pernille