Tamarindo og Manuel Antonio

Sidst vi skrev sad vi ’inde spærret’ på et hostel værelse i Monteverde. Vejret var middelst talt elendigt, så vi besluttede os for, at det var tid til lidt varmere himmelstrøg og gerne noget strand. Derfor tog vi torsdag morgen tidligt (Læs: 05:30 AM) en bus væk fra den uvejrsramte by og brugte 8,5 time på hhv. At komme fra Monteverde – Puntarentes og fra Puntarentes – Tamarindo. (Info: Byen Tamarindo er en vældig populær surferdestination der ligger nordligt i landet ud til Pacific Ocean).

På trods af at Costa Rica geografisk ikke er så stort et land, så tager det ualmindeligt lang tid at komme fra A til B. Først og fremmest pga. deres snoede veje, for det andet pga. deres elendige veje som langt fra alle er asfalterede og sidst men ikke mindst pga. deres faldefærdige offentlige busser. Men hey – det er billigt og så er der flere penge til fornøjelser ;-).

Vi kom til Tamarindo omkring kl. 14 torsdag eftermiddag og gik efterfølgende 1 time rundt i den lille surfer by med alt vores oppakning i 30 grader og høj sol.. Jacob og jeg havde besluttet os for at bestille et hostel dagen forinden, da byen er velbesøgt i disse måneder og vi ville sikre os et sted at overnatte. Dette hostel skulle vise sig at være umuligt at finde, så det endte med at vi, og to tyske piger der også var med bussen, delte et private room på et andet hostel.

Vi havde to overnatninger i byen og brugte dagene på afslapning, solbadning og gåture.

Lørdag tog vi så bussen videre fra Tamarindo. Planen var at skulle til Manuel Antionio, men pga. deres knap så strukturerede bussystem, var vi nødsaget til først at tage en 6 timers bustur til San José og derfra en 3,5 timers bustur til Manuel Antonio.

Da vi ankom til Manuel Antonio, trætte og svedige efter 12 timers rejsen uden air condition, gik vi ind til et hostel lige ved busstoppestedet, som vi havde læst gode anmeldelser om. Her fik vi at vide at alt var booket, og det var de øvrige hostels og hoteller i området også. Alligevel besluttede vi os for at prøve at spørge andre steder, da vi jo måtte overnatte et eller andet sted? ALT var booket. Vi vandrede frem og tilbage i 1,5 time og var begge svedige som aldrig før. Èt sted blev vi tilbudt at kunne sove udenfor på deres sofa, som de så ville anbringe et myggenet over. Det takkede vi egentlig ja tak til og gik så tilbage til det første hostel for at booke overnatning til den efterfølgende dag. Det var heldigvis muligt og her bliver vi så tilbudt at kunne sove i et af deres telte. Vi vurderede at det trods alt nok var lidt rarere, så 1,5 times frustration, tæt på opgivelse og to super svedige kroppe senere lykkedes det os alligevel at finde et sted at overnatte. Mikro lille telt, én luftmadras og 26 grader om natten – men vi havde et sted at overnatte :-D.

Dagen efter, søndag, vågnede vi tidligt. Vi nød endnu engang lækre pandekager til morgenmad, som hostlet tilberedte til os – hvilken luksus!

Omkring kl. 09:30, efter morgenmad, bad og sammenpakning af alle vores sager, tog vi den lokale bus til Manuel Antonio National Park. Vejret var super godt og luftfugtigheden rigtig høj, men vi fik alligevel spadseret nationalparken tynd i 5 timer. Her så vi blandt andet aber (3 forskellige slags og masser af dem), slanger, vaskebjørn, dådyr, laguaner, hummit krabber og dovendyr. Desuden fik vi besøgt et par lækre strande. Vi vil lade billederne tale for sig selv.

Mandag tog vi videre. Vi havde egentlig tænkt os at tilbringe endnu en dag i Manuel Antonio, men da national parken er lukket om mandagen, hvilket vi ikke lige havde fået med.., valgte vi som sagt at tage videre. Den her gang gik turen til San Isidro og derfra videre til San Gerardo, men det kan i læse meget mere om i næste indlæg 😉

/ Jacob og Pernille